WIZO DANMARKS NYHEDSBREV nr. 4, 2022. 20. årgang
|
|
|
Velkommen til WIZO Danmarks nyhedsbrev nr. 4. 2022: Om vigtigheden af at betale kontingent til WIZO Danmark, om udflugt til Auschwitz-udstilling i Malmø og ECWF konferencen i Liege.
|
|
Formanden har ordet:
Lige om lidt er det Chanukah, og jeg er glad for at kunne fortælle, at vi i dette nr. af Nyhedsbrevet tilbyder jer at forsyne jer med lys til at kunne fejre denne lysfest.
Dernæst vil jeg henlede jeres opmærksomhed på oplysningen om, at vi mangler en del kontingentindbetalinger for at nå op på 300 kontingentbetalende medlemmer. Hvorfor det er så vigtigt at nå tallet 300 er, at vi med dette antal kan fortsætte som en §8A forening, som if. Ligningsloven giver vores donorer ret til at fratrække det donerede beløb i skat. Det er noget, jeg ved, at mange gerne vil udnytte samtidig med, at de gerne vil donere et beløb til WIZO Danmark, der kan anvendes til et projekt i Israel eller her i Danmark. Se venligst neden for en gennemgang af nogle af de projekter, WIZO Danmark har støttet de senere år. Det siger sig selv, at vi gerne vil fortsætte med at kunne hjælpe jødisk liv både i Israel og i Danmark, men det kan vi kun, såfremt medlemmerne er med os. Derudover søger vi nye yngre medlemmer. Nogle unge har kontaktet os for muligheden af at danne en AVIV gruppe, men mangler nogle flere, for at det giver mening. Derfor hører vi meget gerne fra jer, hvis I har en ung kvinde i familien eller i vennekredsen, der kunne tænkes at ville være med.
Endelig vil jeg henlede jeres opmærksomhed på invitationen til at deltage i turen til Malmø den 8. januar 2023.
I ønskes god læselyst med Nyhedsbrevet og Chanukah Sameach.
Dorrit Raiter
|
|
|
Tag med WIZO Danmark til Auschwitz-udstilling i Malmø
Hvis du har interesse i at se en helt unik og stort anlagt Auschwitz-udstilling, har du nu muligheden hos vores naboer i Sverige.
WIZO Danmark arrangerer en udflugt til Malmömässen søndag den 8. januar 2023, der lige nu huser en stor vandreudstilling om Auschwitz.
For første gang i historien præsenteres mere end 700 originale genstande på den første vandreudstilling om Auschwitz, der er en samproduktion af Musealia og Auschwitz-Birkenau Statsmuseum; en både bevægende og rystende tur gennem et af de mørkeste kapitler i menneskehedens historie.
Alle er velkomne.
Information om tidspunkt og mødested fås ved tilmelding til kontakt@wizo.dk eller på mobil: 27810100
Billetpris:Voksen 173 kr. (i alt med togbillet: 355 kr.)
Senior 126 kr. (i alt med togbillet: 308 kr.)
Studerende 133 kr. (i alt med togbillet: 315 kr.)
Tog tur-retur 182 kr.
BINDENDE TILMELDING ved BETALING SENEST tirsdag den 20. December på:MOBILEPAY: 67755
DANSKE BANK: 4180-9027386
|
|
|
Om at bygge bro og styrke kvinder
ECWF-årsmøde den 28.-30. oktober 2022 i Liege: Dorrit, Monica og Jaffa deltog.
Overskriften var: Bridging the divide and Empowering Women.
Vi var i alt ca. 50 personer fra de forskellige WIZO afdelinger i Europa.
Vi mødtes for at afholde Generalforsamling, men også for at netværke og udveksle erfaringer med bla fundraising.
Første dag havde vi en paneldiskussion med den Israelske ambassadør i Belgien (Rosenzweig-Abu), vice-borgmesteren i Liege (Christine Defraigne)
samt et medlem af det belgiske parlament (Vivienne Teitelbaum).
Efterfølgende havde vi en gæstetaler, Dorit Nitzan, professor på Ben
Gurion Universitet. Hun var med i ledelsen af Israels nødhospital i Ukraine, lige efter
krigen brød ud tidligere på året. Hun var meget spændende at høre på, det var en stor succes.
Også den israelske ambassadør var fantastisk og imponeret over alt, hvad WIZO
uden for Israel og gør for Israel.
Vi var alle enige om, at der var gode oplæg og veltilrettelagte rundvisninger med guide. God rundvisning på La Boverie Art Museum med udstillingen: ’The Rothschild Collectors’ om familien Rothschild med særlig fokus på kvinderne fra den franske del af familien.
Formålet med årsmøderne er at udveksle erfaringer fra de forskellige lande om
jødisk liv, og hvordan man fundraiser i de pågældende europæiske WIZO-
organisationer. Vi i de nordiske lande må erkende, at vi ikke kan gøre som Tyskland og England, der kan rejse mange penge ved elegante banketter og indsamlingsfester på landsdækkende TV, men alligevel kan vi finde inspiration til at finde på mulige aktiviteter. Herudover fik vi en opdatering af ECWF´s to repræsentanter i de to NGO-organisationer EWL (European Women´s Lobby) og COE (Council of Europe) på, hvilke sager og emner, der behandles der forud for evt. fremlæggelse til behandling i EU-parlamentet. For nogle år siden viste vigtigheden af tilstedeværelse af jødiske stemmer i COE sig at være, idet de forhindrede et forslag om forbud mod omskæring i at blive sendt til EU-parlamentet med en anbefaling.
Den sidste dag havde vi besøg af Katharina Von Schnurbein, der er den første udnævnte koordinator i Europa-Kommissionen for bekæmpelse af antisemitisme og fremme af jødisk liv.
Hun talte om den voksende antisemitisme i Europa og nævnte de første spæde tiltag til at imødegå antisemitismen og fremme en naturlig indlemmelse af jødisk liv. Fx har man indført udsendelse af Rosh Hashana kort ved det jødiske nytår, og jødiske ansatte i EU-parlamentet har ret til have fri på jødiske helligdage. Hun er en fantastisk formidler, og således afsluttede vi en indholdsrig weekend.
Monica og Dorrit
|
|
|
Hvad WIZO Danmark støtter i Israel og i DK:
WIZO Danmark sponsorerer flere projekter og institutioner i Israel:
Vuggestuen Lotus, der ligger i Karmiel med plads til 76 børn i alderen 0-5 år. Her har man også en godnatlæsnings-ordning (Sifriyat Pijama), hvor børnene får en bog om måneden til godnatlæsning, så både børn og forældre øger deres læsefærdigheder.
Pardes Katz, der er en slags SFO særligt for etiopiske børn fra 6-18 år, hvor man kan få hjælp til lektielæsning, imens forældrene får hjælp til at forbedre deres færdigheder med henblik på at komme på arbejdsmarkedet.
Derudover har vi ydet et betydeligt beløb til Gan Vanof, som er en ungdomslandsby for unge i risikogruppen med en række fritids– og uddannelsesmæssige aktiviteter.
Derudover støtter WIZO Danmark 70 teenagere, der var på flugt fra Ukraine og Rusland, som har fået ophold på en WIZO-kostskole. WIZO Danmarks opgaver i Israel er endvidere at bruge tid og energi på som en NGO at presse den til enhver siddende regering til at sætte større beløb på Finansloven til social velfærd.
WIZO Danmark støtter ligeledes en række projekter i det dansk jødiske samfund, bl.a. Carolineskolen og børnehaven som vi har støttet med store og små beløb gennem årene. I år har vi kunnet støtte Dansk Zionistforbunds rejse til Israel for ungdomspolitikere, SJUF’s skandinaviske nytårskomsammen, Det Jødiske Samfunds sommerlejr og tilskud til foredragsholder og rejse i forbindelse med kulturfestivalen.
|
|
|
Chanukkah-salg på WIZO Danmarks kontor
Så er det snart ved at være den tid på året, hvor vi fejrer lyset og miraklet om den hellige olie, der kun burde have varet i én dag, men ved et mirakel varede i hele otte dage. Den slags historiske begivenheder lader vi ikke gå ubemærket hen, så står du og mangler en chanukkah-stage, nogle chanukkah-lys til den stage, du allerede har, eller nogle flotte bånd til at binde om gaverne til forældre, børn og børnebørn, så kig op på WIZO Danmarks kontor på mandage, tirsdage og torsdage, hvor kontoret er åbent. Måske vi kan friste med andre ting, når du alligevel er her. Vi har nemlig også kippot, shabbat-glas-beholdere, bar– og bat mitzva-kort, bøger, smykker og meget mere.
|
|
|
RUNDE OG HALVRUNDE FØDSELSDAGE
Januar: Henny Blüdnikow, Anja Nathan, Magda Goldschmidt og Ruth Szakolnik,
Februar: Annette Norden
Marts: Lena Saul, Rita Knoll, Zofia Gorska og Jette Schustin
FØDSELSDAGSFONDEN
September: 200 kr. : Siv Isaak
Oktober: 500 kr. : Jeanette Woolff Reilund og Eva Schwarz
November: 0 kr.
GAVER
September: 400 kr.: Musa Fargo Juul og Charlie Saul
Oktober: 150 kr.: Janne Henriksen
November: 2.738 kr.: Vestgruppen og Vered Gruppen
|
|
|
ABSOLUT SIDSTE CHANCE FOR AT BETALE KONTINGENT TIL WIZO DANMARK FOR 2022
Har du imidlertid betalt allerede, bedes du se bort fra denne reminder. Er du i tvivl om du har betalt kontingent, kan du altid ringe til kontoret, så undersøger vi det for dig
Pensionister og studerende:150 kr.
Øvrige medlemmer: 250 kr.
Konto nr. 4180 9027386
MobilePay: 67755
Mærk venligst indbetalingen: “Kontingent 2022”
FORÆR ET MEDLEMSKAB TIL WIZO DANMARK
Står du og mangler en fødselsdagsgave til din datter, din kusine, din mor, din søster, din niece eller din moster, har du mulighed for at forære hende et års medlemskab til WIZO Danmark.
Studerende og pensionister 150 kr. Øvrige 250 kr. Kontakt WIZO på kontakt@wizo.dk eller på 27810100, så laver vi et gavekort til dig. |
|
Ændrede åbningstider på WIZO-kontoret
WIZO Danmarks kontor i Krystalgade er åben for henvendelse ved fremmøde eller telefonisk på 27810100:Mandag 10.00-14.00
Tirsdag 10.00-14.00
Torsdag 10.00-14.00Kan du ikke på de tidspunkter, der er angivet, er du velkommen til at ringe, så laver vi en aftale.
|
|
|
|
|
|
|