Basaren blev afviklet den 18. november 2018 på den nye Carolineskole og blev målt i antal af deltagere en kæmpesucces. I alt kom 1100 deltagere. Det resulterede i et noget større overskud, end vi har oplevet de senere år. Overskuddet er dog ikke gjort endeligt op endnu, men den foreløbige opgørelse ser lovende ud.
Desværre var pladsen trang til så mange mennesker, hvilket betød, at nogle fik en mindre god oplevelse, idet det af og til var besværligt at komme frem og tilbage. Det beklager vi. Vi vil gøre alt, hvad vi kan for, at det ikke skal gentage sig næste gang.
På den positive side vil jeg fremhæve, at underholdningen blev afviklet i auditoriet, der var adskilt fra gymnastiksalen, hvor boderne var placeret. Det betød, at livligheden ved boderne ikke forstyrrede tilhørerne, der således fik en rigtig fin oplevelse. Som én sagde efter Ayala Hertz’ og Ronen Thalmays sang og spil, at høre dem, var som at være til koncert.
Lige så glade var mange for at have spist i restauranten og caféen, men også her fik nogle den oplevelse, at der ikke var plads. Igen beklager vi meget den oplevelse og vil sikre, at der vil være bedre plads næste gang.
Tak til alle, der arbejdede hårdt for at få gennemført basaren. Og tak til alle, der kom og bidrog til den gode stemning, der trods alt var hele basaren igennem.
WIZO Danmark.