WIZO WALK – en dag i Bøllemosen
Søndag formiddag d. 28. august mødte en herlig sammensat gruppe op på Skodsborg station, hvor årets Wizo walk havde sin start.
Der blev uddelt muntre hilsner, vandflasker og frugt, og så var vi ellers klar til at trave bøllemosens smukke omgivelser tynde! Med 21 tilmeldte, og dog lidt færre fremmødte grundet faretruende vejrmeldinger og sygdom, havde man rig mulighed for, mens man gik, at føre samtaler om stort og småt med de, man nu ønskede. Det kom ganske naturligt, at man roterede rundt og fik snakket med alle. Undervejs på den 5 km lange rute fik vi gjort os et stop for at nyde udsigten ved skovens spejlblanke sø.
Med fuglekvidren og masser af grønt for øjet var stemningen let, hyggelig og uformel. Vi sluttede af med forfriskninger på den nærliggende cafe, og glædede os allerede til at gentage eventet næste år.
Historisk krølle: Bøllemosen i Jægersborg Hegn har navn efter planten Mose-Bølle. Omkring 1885 var mosen tilholdssted for en flok uvorne drenge, som kaldte sig “Bøllesjakket”. Det er herfra betegnelsen ’bøller’ stammer.