|
Optegnelser fra den årlige WORLD WIZO-konference i Tel Aviv januar 2006 Konferencen er den 85. og det blev fejret bl.a. med et besøg på Yad Vashem for at mindes de mange, der ikke kom til at opleve Eretz Israel og dernæst at blive ønsket tillykke af præsident Moshe Katsav. Derfor vil jeg allerførst ridse WIZO’ s begyndelse op. Etableringen af WORLD WIZO skete på foranledning af 3 stærke kvinder, hvis mænd var involverede i zionistbevægelsen, nemlig Rebecca Sieff, Dr. Vera Weizmann og Edith Eder. De havde alle tre været på besøg i Eretz Israel/Palestine i 1918, hvor de blev chokerede over at opleve, hvordan befolkningen var svundet ind pga. fordrivelse, sygdomme og hungersnød. Det lykkedes dem at få dannet WORLD WIZO med deltagelse af 7 lande, foruden The Hebrew Women’s Organization (Histadrut Nashim Ivriot) fra Eretz Israel/Palestine, som allerede fungerede som velgørende organisation. Danmark kom med i organisationen i 1946. Den første konference afholdtes i Karlsbad i 1921, hvorpå der planlagdes at oprette en landbrugsskole for piger i Eretz Israel. Herudover åbnedes babyklinikker i Tel Aviv, Haifa og Jerusalem på initiativ af Dr. Helena Kagan. Endelig blev de første kontorer med juridisk bistand til kvinder oprettet. I 1922 dannedes bl.a. komiteen for forladte børn, og man påbegyndte undervisning af unge mødre i syning og hygiejne. Og sådan er det fortsat i årene herefter med at imødekomme de behov, der viste sig for at få hjælp til selvhjælp blandt kvinder og børn i Eretz Israel. I dag er der således tale om mere end 800 projekter, der støttes af WORLD WIZO. Organisationens mission var ved grundlæggelsen, at udvikle velfærden for kvinder og børn i Eretz Israel/Palestine og at udføre særlige opgaver i forbindelse med genopbygningen af landet. Missionen i dag er at kæmpe for menneskerettigheder, herunder især kvinders og børns rettigheder, foruden jødiske rettigheder alle steder i verden. Yad Vashem Vi blev først vist rundt i den nye afdeling, som må være et ”must” for alle, der kommer til Jerusalem, efterfulgt af en højtidelighed i ”Remembrance Hall”, hvor WIZO-repræsentanter fra hele verden i fællesskab afleverede en deklaration gående ud på, at vi aldrig vil lade verdenssamfundet glemme de rædsler og lidelser, jøder led under Holocaust, ej heller tillade at vores historiske bånd til Israel skæres over, da vi anser Israel for det jødiske folks hjemland, hvor end de befinder sig og endelig, at vi vil bede for fred i regionen og hele verden. En meget smuk højtidelighed, hvor vi følte, at vi virkelig forpligtede os til gennem mindet om ofrene for Holocaust vil stå sammen med israelerne om at udvikle landet Israel. Besøg hos Moshe Katzav Herefter aflagde vi præsident Moshe Katzav et besøg for at modtage hans lykønskning i. Lykønskningen var i fysisk form et indrammet mindedokument, som blev modtaget af Michele Vogel, der er formand for WIZO UK, idet det var i London, at den internationale kvindeorganisation WORLD WIZO blev etableret i 1920. Moshe Katzav understregede den betydning WIZO lige fra begyndelsen har haft for den israelske nation og stadig har, hvorfor han opfordrede os til at fortsætte arbejdet fremover. Han udtrykte bekymring for, at vi ikke lige med samme vil komme nærmere en fredelig løsning med palæstinenserne og de øvrige arabiske lande, der opfordrer til udslettelsen af Israel. Besøg på WIZO-institutioner Et besøg på Nachlat Yehuda Youth Village, Rishon leZion var en bekræftelse på, at det nytter at støtte WIZO-arbejdet i Israel. Her så vi en flot danseoptræden af skolens elever og overrækkelse af eksamensbevis til en ung pige, der nu var færdig med skolen og kommet i hæren. Alle sammen unge, der af den ene eller anden grund havde været opgivet af andre skoler, sociale myndigheder, men som havde formået at komme på rette spor ved at gå på kostskolen. Tidligere og nuværende elever på WIZO Henrietta Irwell School for Art in Haifa gav os en fantastisk koncertoplevelse på et meget højt plan. Og endelig var besøget på ”vores egen” institution, nemlig day-care centret i Carmiel, som støttes af WIZO-Danmark en rigtig god oplevelse. Efter flere mislykkede forsøg med ledere, er der nu ansat en leder, som virker meget engageret og dygtig, så det ser ud til, at ”vores børn” virkelig vil få optimale forhold fremover. Selve konferencen På selve konferencen blev vi beriget med flere gode foredrag om forskellige aspekter af det israelske samfund, bl.a. 1) den økonomiske situation, som gennem de senere år er blevet mere stabil, selvom der endnu er store mangler på det sociale område, 2) om at ”brande” Israel og 3) om at være kvindelig officer i hærens efterretningstjeneste. Herudover blev der rapporteret om, hvordan de forskellige projekter har fungeret i 2005, hvordan økonomien ser ud (kunne ønskes bedre), og hvilke udfordringer vi står over for i 2006. Jeg vil ikke her gå i dybden med disse, men på den kommende generalforsamling kan WIZO-medlemmer få en sådan orientering. Afslutning Deltagelsen i årets WORLD WIZO-konference øgede mine bekendtskaber inden for organisationen, og det skal bruges til indbyrdes inspiration gennem det kommende år i et forsøg på at fastholde evnen til at støtte det israelske samfund i at blive bedre. En af de største udfordringer, alle landes repræsentanter slås med i øjeblikket, er at få de unge med i organisationen. Hvordan får vi gjort de unge kvinder opmærksom på, at de behøves for, at organisationen kan yde den nødvendige bistand til det jødiske hjemland? Og hvordan får vi formidlet til de unge kvinder, at de gennem WIZO kan styrke deres egen og deres familiers jødiske identitet?erunder
Dorrit Raiter
|