Afskedstale af WIZOs tidligere formand, Kaja Sårde i 2006
 
For 36 år siden fik jeg en telefonsamtale, der skulle ændre mit liv radikalt.
Daggis Goldstein ringede og spurgte, om jeg havde lyst til at gå ind i WIZOs bestyrelse. Noget benovet svarede jeg, at jeg ville tale med Allan om det. Jeg var på daværende tidspunkt gravid med Philip, vores andet barn og skulle flytte til vores nye hus i Trørød. Allan, som igennem hele livet har støttet mig, sagde, at hvis jeg havde lyst, skulle jeg sige ja.
 
Fra det første bestyrelsesmøde var mit liv totalt ændret. WIZO blev min karriere, og jeg kigger tilbage på et kalejdoskop af begivenheder – fra at strikke huer til soldater, som var stationeret i Golan under de forfærdelige krige, Israel har været involveret i, til demonstrationer for Israels ret til at
 bestå, til at købe israelske varer, selvom man ikke havde brug for dem, til min første Aviv konference i Israel. Nogle af pigerne, nu voksne kvinder, møder jeg stadig, specielt fra Belgien, Holland og Italien.
 
Jeg husker, at jeg med bankende hjerte året efter min indtrædelse i bestyrelsen bad om en samtale med daværende formand Selma Nathan. Jeg havde fået en idé om at få bragt Aviv i faste rammer. Ideen blev gennemført, og den første Aviv bestyrelse med Dorrit Norden, Birthe Cohn og undertegnede var født – vi havde mange arrangementer med mere end 100 deltagere.
 
Kunstauktion på Lyngby Stadsbibliotek. Kommer der nogen og byder på vores kunstgenstande? Ja, solgt blev de altid, selvom vi syntes, at priserne var i bund, Nordgruppens koncerter i Synagogen, „Ghita Nørby er ikke kommet“. Nikolaj Znaider siger beroligende til os: „så spiller jeg bare nogle flere numre“. Den kendte skuespiller dukker op. Hendes bil var gået i stykker… Basaren, der skulle findes nye lokaler. Mange hektiske måneder før jeg fandt Østerbrohuset. Duede det? Var huslejen til at betale? Første gang var nervenedbrydende – men vi klarede det.
 
Venskaber med Israels ambassadører og deres koner, specielt Nathan og Pamela Meron og flere amerikansk-jødiske ambassadører. Ambassadør Elson gjorde os den glæde at besøge vores basar flere gange.
 
Krisemøde i London, fundraising seminar i Grindewald, konferencer i Venedig, Paris, London, Oslo og Stockholm samt ikke mindst Israel, hvor jeg virkelig har følt søstersolidariteten. Vi har grædt og grinet meget sammen. Besøgene på vores daghjem i Karmiel og Afullah har altid været et lyspunkt, dér har man kunnet se resultatet af vores arbejde her i Danmark.
 
Et af min karrieres højdepunkter skulle have været Dronningens åbning af vores daghjem i Karmiel i 1996. Jeg havde arbejdet mere end et år på projektet, og den daværende hofchef og hans kone havde været dernede for at se byen, de havde fundet helikopterplads, alt var arrangeret lige fra cigaretterne, som skulle være ægyptiske, til blomster, og så gik det hele i vasken, som I sikkert kan huske, på grund af urolighederne i Libanon.
Uden mange gode bestyrelses- og komitémedlemmer havde arbejdet været umuligt, gode venskaber er blevet etableret igennem årene.
 
Johanne Falk, Mitzie Cohen og Vivian Metz har været uvurderlige på kontoret.
Et telefonopkald fra Daggis ændrede mit liv på en måde, jeg ikke havde troet muligt. Jeg har mødt kunstnere, politikere, ja masser af interessante og dejlige folk, som jeg sikkert ikke ville have mødt som tandtekniker, som jo var mit erhverv dengang.
 
Men vigtigst af alt er, at WIZOs medlemmer og venner af WIZO altid har været positive overfor mig, og vi har været fælles om at samle penge ind til vore børn i Israel, og det skal I have en stor tak for.
 
Ja, jeg vil altid se tilbage på mine 36 år med glæde, og mit hjerte og min hjerne vil altid være med i WIZOs arbejde i fremtiden.